Dit oprindelige sår - og at vende hjem til din indre natur

Jeg er endnu ikke stødt på nogen mennesker, der ikke bærer deres oprindelige sår med sig: at den de er, er blevet beskåret igennem barndom og opvækst som et andet espalieret æbletræ, så de kommer til at tro, at hvis de viser, hvem de i virkeligheden er, vil andre ikke vide af dem.

Vi tror, at vi enten kan få fællesskab og kærlighed, eller vi kan vise vores sande natur med den konsekvens, at de mennesker, der betyder noget for os, vil vende os ryggen. Mange af os oplever ikke engang, at der er et valg. Selvudfoldelse er lig med en ubærlig risiko for at blive udstødt.

Når vi er på kanten af det acceptable, i det tolerancevindue, som netop vores opvækst har givet os, blusser skammen op. Det er skammen, der afgrænser hvor meget vi kan udfolde af vores egen natur. Det kan være uoverstigeligt at gennembryde muren af skam og udfolde det, der er udenfor hvad der kan tolereres.Ifølge vores egen forventning.
Puha. Genkender du det?
Det er den individuelle oplevelse.

Kollektivet har brug for heling

Den kollektive oplevelse er, at de fleste af os bor i bysamfund med asfalt og beton omkring os i stedet for træer, himmel og hav. Vores evolutionære jeg, vores celler, der over millioner af år har gjort os til pattedyr og mennesker, er blevet til i samspil med den levende verden omkring os, med rovdyr og byttedyr, årstider og rytmer. Den evolutionære forventning bor stadig dybt i vores DNA, og den bliver frygtelig skuffet i det moderne liv.

Det er en væsentlig medvirkende faktor i bl.a. stress, angst og depression. Det er derfor ikke så underligt, at rigtig mange mennesker opdager, at de har det godt, når de er omgivet af levende natur.
Det er lidt ligesom en fisk, der er blevet trukket op af havet, og som opdager, at den faktisk har det rigtig dejligt i vandet, når den får lov at besøge det ind imellem.

Jeg behøver næppe at nævne over for dig, at vores tid kalder på mennesker, der ved hvem de er og hvad de ønsker for de kommende generationer, og som har handlekraft til at slippe oceanerne ind til de gispende fisk.
Mere konkret: Vores hele eksistens er truet af civilisationens affald og rovdrift på naturressourcerne. Så længe mange af os er begrænset af hvad man kan, tør og vil være bekendt, sker forandringerne næppe hurtigt nok.

Det begynder indeni

Hvis du er tynget af stress, frygt for om du slår til, eller længsel efter en anden grundtone i dit liv, så læs videre.

Tænk, hvis der var et fripas til dig, så du kunne mærke efter, hvordan det egentlig er at være et pattedyr, en primat, et vågent og levende menneske i fællesskab med andre, der også er vågne. Vågne som legende killinger, som får, der fordøjer i flok, eller som en solsort, der har fundet den rette gren at synge fra.

Sådan en dag ville ikke blive et løsrevet eventyr, som du i bedste fald kunne fortælle nogle eksotiske minder fra, når du kom hjem til hverdagen igen. Det ville være en ny oplevelse af at leve livet lige her, som ville sætte din hverdag i perspektiv. Et sted at hele det oprindelige sår og fortælle den unge dig indeni, at du er blevet voksen, og risikoen for at blive forladt skal genovervejes.

Det ville være et godt sted at kikke på de spørgsmål, du stillede dig selv i går – om i morgen.

Det sker bedst i fællesskab

Der er flere naturcoaches rundt omkring i Danmark, som tilbyder oplevelser af den slags, understøttet af spørgsmål til din egen indre udforskning.

Måske en talestok, der går rundt. Måske glødebål med nattergal og gøg til at udfylde stilheden. Måske en invitation til at udtrykke dit rå, oprindelige jeg, som andre måske, måske ikke bryder sig om. Eller du kan være stille uden at skuffe andres forventninger. Det vigtigste er, at du går ind i naturen og tager din indre natur med tilbage.

Til slut en øvelse:

Pirrede det din nysgerrighed, da jeg nævnte dit tolerancevindue? Så er her et forslag til hvordan du kan blive klogere på, hvor smalt eller bredt netop dit vindue er. Det er nemlig ikke altid så let at få øje på; det er jo det, vi kikker ud på verden igennem.

Prøv disse steps:

Læg mærke til, hvornår du i dit stille sind (eller højlydt) dømmer andre for at være fx ubetænksomme, ubehøvlede eller arrogante.
Forestil dig, at det var dig, der opførte dig sådan,og mærk hvilke følelser, der kommer op. Det kan være panik over forestillingen om en speciel persons reaktion, eller vrede uden nærmere adresse, eller ensom tristhed, eller noget andet.
Læg en hånd på brystet og sig til dig selv: "[navn], selvfølgelig bliver du bange/ vred/ ensom, når du forestiller dig at vi ....[din forestilling]. Vi er voksne nu. Vi er i sikkerhed." Sig det flere gange, indtil du mærker, at kroppen giver efter.

Du kan evt. tilføje dette trin:

4. Tænk på den person igen, der provokerede dig. Har noget ændret sig? Er der noget, du kunne tænke dig at sige til personen?

Et efterord: At udvide vores tolerancevindue er et livslangt projekt og kræver, i min erfaring, forløsning af tidlige traumer med passende hjælp fra en chok/traumecoach eller -terapeut. Det er altså ikke noget der sker, blot fordi du følger forslaget ovenfor.
Øvelsen er imidlertid god til at blive opmærksom på rammerne i dit eget vindue, og trin 3 sikrer, at du kan forlade øvelsen igen i balance.

Søg i blandt