Om corona, traumer og fællesskab

At det skulle blive det mindste væsen i vores kendte verden, der formåede at lægge millionbyers gader øde og ændre rejsemønstrene på de fleste kontinenter, havde ingen vel set komme. Kommer vi til at huske covid-19 som et komma, et semikolon eller et punktum? Måske, når virussen har fejet gennem alle verdens kroge og hjørner, kører vi videre på fuld kraft, nu blot med vaccine eller immunitet i blodet. Eller måske bliver covid-19 indgangen til en anden tid, hvor verdensøkonomi, globalisering og vores forbrugsvaner er for evigt forandrede.

Det slår mig, hvor mange mennesker der synes at fokusere på risikoen for dem selv og ikke tænker på, at her er det de svage, der er i risiko, mens det er de stærke, der kan bære smitten til dem. Det er simpelt at blive forarget og dømme karantænebryderne som egoister. Men - vi har alle brug for at høre til og at være del af et fællesskab, så når vi handler uden tanke for fællesskabet, udtrykker det underernæring. Hjælper det at fordømme mennesker, der agerer ud fra sult?

Siden min barndom i 1960’erne er vi gået fra fodbold til fitness. Markedsøkonomien ansporer os til at konkurrere med hinanden om den lækreste bil, fjerneste rejse og skønneste bolig. Er markedsøkonomien skurken? Er pasningstilbud uden for familien og mange forældres kompensation for dårlig samvittighed ved at sætte børnene urimeligt i centrum en anden årsag? Er det tabet af forbindelse mennesker imellem?

Dyb ensomhed

Mine klienter skammer sig tit over at de er bundløst ensomme bag en ellers succesfuld overflade. De føler sig fremmede og har en urlængsel, et ældgammelt håb efter at blive genkendt og budt varmt velkommen. Savnet er så dybt, at de fleste af os holder det fra livet gennem distraktioner og fokus på anerkendelse. Jeg jubler, når en klient når ind i dét rum, hvor smerten er overvældende, for herfra kan vi omgøre opvækstens nådesløse konklusion: Du er alene.

Mennesker, der tror de er alene, kerer sig mindre om andre. Men ensomhed er en illusion. Vi er forbundne, ganske som celler i din krop er forbundne, selvom hver enkelt har sin selvstændige identitet og funktion.

Tidligt trauma medfører, at følelsen af isolation kommer til at erstatte den forbundethed, der er vores fødselsret. Mine klienters traumer stammer hyppigst fra manglende kontakt med venligt nysgerrige voksne. Andre klienter har været udsat for eller set vold i familien. Vores forventning som nye mennesker på denne planet bliver slemt skuffede, og begge eksemplerne gør så ondt i barnesjælen, at vi trækker os ind i os selv for ikke at være sårbare over for den slags længere.

If you can feel it, you can heal it

Derfor er det godt nyt, når du som klient mærker ensomhedens smerte. Kan du mærke den, kan den heles. Den healing-fokuserede coach's remedier er simple: Varme, nærvær og præcision.

Varmen giver dig en følt oplevelse af at være ønsket, at blive budt velkommen. Nærværet sikrer, at du er i fokus. Det er dig, der ved hvordan det er og var, og coachens opgave er at lytte og forstå. Præcisionen gør, at vi sammen genskaber mening i det, der skete. Ikke som et generelt ’Det var slemt, men nu bliver det bedre’-statement, men som en nøjagtig kortlægning af dit mix af følelser og behov.

Resultatet plejer at være, at noget dybt indeni finder ro, og at de pinefulde øjeblikke finder plads i mindernes galleri i stedet for at hjemsøge dig fra det underbevidste.

Magien indtræffer, når klienter, der har været igennem denne proces opdager, hvordan det væv føles, der forbinder dem med andre mennesker og naturen omkring. De begynder at mærke, at de hører til, at de har ret til at eksistere, og forstår intuitivt, hvordan andre mennesker også handler ud fra grunde, der giver mening. Alt muligt godt følger i kølvandet: Livfuldhed, ansvarlighed, omsorg, lethed.

Hjem til landsbyen

Somme tider synes jeg, at vejen er uendeligt lang før vi er der, hvor menneskers forventning om connection med hinanden igen har erstattet isolationen. Men når jeg så ser, at covid-19 har ændret vores verdens dagsorden på ganske få uger, så ved jeg, at forandring er mulig, og den kan komme hurtigere end vi tror.

Hvis vi kunne tilføre noget af denne traumehelings-medicin til corona-epidemien, så tror jeg, at flere af os ville indse det eneste rigtige i at passe på hinanden, også selvom det i en periode begrænser vores eget råderum. Og at vi ville have medfølelse, snarere end forargelse over for de, der ikke handler med fællesskabet in mente. Så vi kan hjælpe hinanden hjem til landsbyen inden mørket tager over.

Søg i blandt