Det kan være svært at tro, når man synes, livet udfordrer én, men ofte, når du allermest trænger til det, så kommer den hjælp, du har brug for. Især, hvis du er villig til at bede om den.
I mit job som coach møder jeg ofte mennesker, der ikke ved, hvordan de skal tage fat i deres personlige udfordringer. Hvem skal de kontakte? Hvad skal de gøre?
Når alt ser fint ud, og du har et liv at vedligeholde, hvem griber du så lige fat i og siger: ”Hej, kan du hjælpe mig? Jeg er helt vildt stresset, fordi jeg er overbevist om, at jeg er nødt til at leve op til alles forventninger og være perfekt. Jeg har ikke engang defineret, hvilke forventninger det er, jeg tror, jeg skal leve op til, men jeg løber og løber og er ved at falde om af træthed. Har du en løsning?”.
Ofte kan det ikke ses udefra, når vi virkelig har brug for hjælp. Facaden er i orden, vi får mad, tøj på kroppen, tag over hovedet, og hverdagen går sin vante gang. Men det betyder ikke nødvendigvis, at alt er, som det skal være. De problemer, vi tumler med, kan ikke nødvendigvis afkodes med det blotte øje, og derfor må vi øve os i at bede om hjælp, at turde lade facaden falde.
Måske tror du det ikke, men ofte har vi mange af svarene inde i os selv. Vi ved godt, hvad vi overordnet har brug for, selv om vi måske ikke kan præcisere nøjagtigt, hvad eller hvem der kan hjælpe os. Men når du har erkendt, at du har brug for hjælp og virkelig ønsker den, kommer den som regel som kaldet, om end ofte på en måde du aldrig kunne have forudset.
Der findes desuden hjælpere over alt. Nogle gange er det eneste, der skal til, at du siger det højt - dét, du går og tumler med. Min oplevelse er, at mennesker af natur er hjælpsomme, og hvad der kan synes som en uoverkommelig opgave eller udfordring for dig, kan være en nem eller ligetil løsning for andre. Problemet er, at vi ofte går og tumler alene med vores tanker og problemer, eller kun involverer mennesker meget tæt på os, som i virkeligheden deler vores tankesæt, fordi vi deler hverdag med dem.
Så prøv én gang at formulere din udfordring og dit ønskede resultat, og sig det derefter højt i forsamlinger, hvor du ellers bare ville have vist solskinssiden. Det behøver ikke være brok eller jamren, det kan sagtens formuleres som et åbent spørgsmål eller udfordring. Og se så, hvad der sker - det er nok en grænse, du skal flytte, men min erfaring er, at jeg altid bliver glædeligt overrasket over de input og den inspiration, ja ligefrem færdigstøbte løsninger, jeg kan tage med hjem, hver gang!
Har du brug for hjælp? Så sig det højt, og se hvad der sker...
Sofia
Skrevet af en af vores dygtige coaches:
Udgivet af...