Har du prøvet at miste dit job, så ved du sikkert hvordan det føles, at nogen kalder dig for arbejdsløs, når du selv synes du er jobsøgende eller fritstillet.
Fyret? Det lyder jo som om man har taget af kassen, eller har gjort noget (andet) forkert… Lyder det så ikke bedre at være blevet fritstillet eller opsagt/afskediget/prikket/sindet/overtallig/redundant..?
Der findes utallige ord for netop det, at man ufrivilligt skal til at se sig om efter et nyt job. Min erfaring fra mit arbejde med outplacement igennem 15 år er, at det stadig er et tabu i mange sammenhænge at have mistet sit job.
Men, er det hele ikke bare et slagsmål om ord…? Der er ikke længere brug for dig på din arbejdsplads – måske har du en periode med løn, hvor du ikke skal møde på arbejde (det hedder fritstilling), men i sidste ende handler det jo om, at du er blevet arbejdsløs…? Eller hvad?
Nej, det er overhovedet ikke ligegyldigt, hvad du eller andre kalder det. Du skaber din identitet med de ord, du vælger. Det er en kendt og afprøvet sag indenfor lingvistikken, at ”du bliver, hvad du siger”. Det gælder også, når vi taler om din karriere.
Hvis du omtaler dig selv som jobsøgende lægger du fokus på din egen aktivitet, på at du er på vej mod noget – nemlig dit nye job. Og retningen er vigtig – uanset om dit nye job venter 14 dage eller 14 måneder ude i fremtiden.
At være ”blevet fyret” (opsagt/afskediget/prikket) har fokus på fortiden og trækker energien tilbage til det job, du havde (som du faktisk i årevis havde brokket dig over, men som set i bagklogskabens klare lys var bedre end ingenting). At være blevet fyret signalerer også, at det var nogle andre end dig selv, der havde ansvaret og beslutningen. Ordet fyret gør dig passiv og sætter dig udenfor kontrol.
Du kan tage kontrollen tilbage ved at vælge dine ord med omhu.
At søge nye udfordringer er for længst blevet en kliche, der foregiver, at man var begyndt at kede sig i sit job og for at ”udleve sit potentiale” søger man nu nye udfordringer. Det er i de fleste tilfælde bare en hul omskrivning – og i mange tilfælde langt fra sandheden. Hvis man har mistet sit job, er det ofte ikke udfordringer man søger – men snarere rutiner, man kender og ved man er god til, så man er sikker på at kunne udfylde et kommende job. Det kan faktisk være udfordring nok i sig selv at være blevet opsagt, og det er derfor ikke en god ide at signalere til sig selv, at der ovenikøbet skal være flere udfordringer i det nye job.
At være jobsøgende beskriver helt enkelt i en nutidsform, at man leder aktivt efter job. Det siger i princippet ikke noget om, hvorvidt man har eet i forvejen eller ej, men har fokus på den – i øvrigt ganske omfattende – aktivitet det er at søge job. Som jobsøgende er du aktivt igang med at undersøge markedet for interessante muligheder og forfølge dem med traditionelle motiverede ansøgninger eller ved at gøre dig synlig gennem dit netværk.
Det engelske udtryk ”in-between-jobs” er beskrivende for det vakuum mange oplever at være i, når de skifter job på andres foranledning. Det trækker ikke energien bagud mod det job, du nu har forladt og lægger heller ikke en retning mod noget nyt. Det signalerer netop den der ”midtimellem” periode, som du måske har har god brug for til at finde et nyt job - eller en ny retning i din karriere.
”Jeg har taget refleksionsorlov” sagde en af mine coachees. Det betød, at hun havde lagt en bevidst pause ind i sit liv for at tænke sig om, inden hun begyndte sin aktive jobsøgning. Det er ikke nogen dårlig ide, dels at reflektere over, hvorvidt man nu skal fortsætte i samme spor, når man hopper i hamsterhjulet igen, dels at holde sig bevidst fra at søge job, inden man er helt sikker på hvad man vil.
Vær bevidst om at de ord, du bruger om dig selv og din situation, understøtter din retning, dine mål og din identitet.
Skrevet af en af vores dygtige coaches:
Udgivet af...