Heartful living

Heartful living

Heartful Living.

Hjertet har sin egen dagsorden, sit eget program, sin egen intelligens, ja sit eget sprog. Man siger, at den længste rejse er fra hovedet til hjertet, og retrospektivt er det tydeligt, at når ens verden bryder sammen, og man begynder at komme til sig selv, er der ikke meget genkendeligt fra den, man var, til den, man er ved at blive. Det, man troede dengang, og det, man erkender og mærker efter det store nedbrud, den eksistentielle krise, er to uforenelige størrelser.

Det ene det sårede barn, det glemte barn eller bare det naive og flinke barn, op imod et modent, nu ansvarligt voksent menneske med mod på livet, friheden, sanseligheden og ikke at glemme erotikken og nysgerrigheden på den nye verden. Og et tilbageblik viser med tydelighed en naiv afhængighed af en partner, et samliv, som var langt fra godt, men den eneste kendte mulighed

Poetisk kunne det være historien om nattergalen, som er født i bur, uden sin egen frie sang, uden egen stemme, men blot nyder trygheden ved det pæne bur og alt, hvad der kan fortæres. Og efter eksklusion fra tryghedens fine bur, og en tur i frygtens og dødens dal, ja, så kommer oprejsningen, individuationsprocessen, og efter de første brøl af smerte, ja, så kan ånden trækkes ind og sætte hjertet i spil.

Som et ur, der blot har ventet på at blive trukket op, går det nu med præcision og cirkulært, en verdens gang, med hjerteslag, en krop, det fineste flygel med alle toner, og alle kompositioner og rytmer. Et menneske er født, til egen stemme, mål og retning, ja, formålet har altid ligget i dvale, ventet på uret, åndens indtræden i den åndsløse, et breakdown, et slag i eksistensen, et beat, en puls fødes, et meningsfuldt liv kan begynde, det at leve med og for sit hjertes formål.

Kald det bare Heartful Living eller Heartfulness, det er ligegyldigt, hvad du kalder det, hjertet forstår alt det, du ikke har ord for.

Og mange kommer slet ikke afsted på den rejse. De bliver i deres viden, i deres åndsløse og faste kritik af de andre, det andet og det fremmede. Det er Søren Kierkegaards spidsborgere, i bedste præcision, hvis fokus er på, hvad de siger, og hvad de mener og kender.

« Tilbage