Jeg har for nylig gjort i nælderne. Eller det vil sige, det gør jeg jævnligt. Jeg er bare et menneske, jeg begår masser af fejl, og jeg kommer helt sikkert til at begå fejl igen og såre en anden. Nogle gange tror jeg dog, at jeg sårer mig selv mest – for jeg bliver både ked af det og flov når jeg har gjort i nælderne.
Jeg tror vi gør det alle sammen, får handlet så andre bliver vrede eller sårede. For hver gang jeg står i en situation, hvor jeg har handlet forkert og har gjort en anden vred eller såret, prøver jeg at gøre min egen reaktion i konflikten så afdæmpet eller lille som muligt. Jeg siger hvad jeg mener, men jeg gør mig umage for at sige det på en ordentlig og rolig måde. Jeg forsøger ikke at gøre skaden værre, og jeg forsøger at give både mig selv og den anden plads i konflikten.
Det lykkes ikke hver gang. Men jeg reflekterer altid over, hvad jeg kunne have gjort anerledes og bedre. For mig at se, er en konflikt unødvendig og ubehagelig, men meget lærerig. Jeg tror at langt de fleste af os er mere konfliktsky end vi vil være ved. Ordet har en negativ klang. Ind i mellem spekulerer jeg over hvorfor, for ville det ikke være bedre, hvis vi altid søgte at undgå konflikten og kunne finde ud af at tale sammen før alle misforståelserne en gang for alle fik kommunikationen til at forstumme?
Jeg synes den er ubehagelig, konflikten, fordi jeg kan mærke at både mit hoved og min krop reagerer. Tankerne ræser rundt i et forsøg på at være så klar i hovedet som muligt. Det er som regel det stik modsatte der er resultatet. Jeg trækker vejret overfladisk, maven går i hårdknude, skuldrene ryger op om ørerne. Min krop går i forsvar – og jeg registrerer det samtidig med, at det løber af med mig. Efter sådan en omgang, er jeg i forsvar eller konflikt i lang tid. Det er som om hverken følelser eller tanker vil slippe sit tag. Jeg kan mærke, at det er usundt for mig, men har ind i mellem svært ved at komme ud af tilstanden igen. Det er som om den bider sig fast, og jeg begynder at overbevise mig selv om, at jeg i al fald ikke skal være den første til at række hånden ud…
Jeg tror som sagt, at rigtig mange mennesker inderst inde er konfliktsky. Og jeg tænker ofte over, hvad den stædige fastholdelse af vreden og følelsen af forurettethed egentlig gavner? Hvorfor dyrker så mange af os en form for retfærdiggørelse af uenigheden og misforståelsen? Selvfølgelig er det et forsvar. Men i mine øjne er det et meget skrøbeligt forsvar, vi bliver hverken smukkere eller mere elskelige når vi dyrker selvretfærdigheden, vi risikerer derimod at brænde broerne bag os.
Hvis jeg derimod når at tænke, at jeg skal holde hovedet koldt og dæmpe min reaktion, så kommer jeg bedre gennem konflikten og jeg har det også meget bedre bagefter. Jeg kommer mig ganske enkelt hurtigere fordi jeg ikke har hidset mig så voldsomt op som jeg måske ellers ville gøre. Jeg forsøger at holde mig til kendsgerningerne og give udtryk for mit synspunkt, uden at gøre mig klog på den andens tanker og følelser.
Jeg tror på at det sidste er det sundeste. Jeg tænker at det ganske enkelte ikke kan være sundt at ”dyrke” konfliktfølelserne. Derimod er det en rar følelse når jeg kan mærke at det her, det gjorde jeg faktisk helt ok for både mig selv og modparten, også selv om det var ubehageligt mens det stod på.
Men ind i mellem forstummer dialogen helt. Du ser ikke min anger, ser ikke hvor bittert jeg fortryder, og jeg ser ikke hvordan du har det. I stedet for at tale sammen, antager vi at vi ved hvad den anden tænker. Vi misforstår hinanden, og får ikke reddet trådene ud.
Imens er jeg optaget af tankerne: Hvornår er jeg tilgivet, hvornår kan jeg tilgive dig og hvordan kan jeg tilgive mig selv? Hvad skal der til for at jeg kan ryste konflikten og min fejl af mig, og komme videre uden at lade mig og vores relation definere af denne eller hin konflikt?
Skrevet af en af vores dygtige coaches:
Udgivet af...