Det er SÅ svært med stress (den usynlige ven) og derfor får jeg også ofte spørgsmål til hvornår og hvordan, man skal reagere?
For dig, der har stress tæt på, er den en STOR del af virkeligheden og hverdagen … Den kan vække uro i din krop, få dine tanker til at myldre, fremkalde gråd, måske vredesudbrud, resultere i koncentrationsbesvær, angst og lysten til ENTEN at styre alle andre (som pt. intet fatter og som derfor er nogle kæmpe idioter) ELLER til at flygte fra dem for at gemme dig i ro og fred.
For stress er en lige så virkelig belastning, som et brækket ben, blot umiddelbart mere usynlig … men er den derfor ofte også mindre “legal”?
Det er den for mange, som plages af dårlig samvittighed ... men helt ærligt, lyder det ikke fair nok, at man skal passe på sig selv, når man ikke “har styr på sig selv”? Lyder det ikke fair, at når kroppen er i alarmberedskab og nervesystemet står og blafrer, så er en pause tiltrængt?
Hvis et ben er brækket, kræver det særlige hensyn i x antal tid …
Hvis du har fået hjernerystelse er reglen den samme …
Men hvad nu, hvis din hjerne er “forstuvet” og din krop en hvirvelvind af impulser i uorden … er det så ikke også fair, at det tager (ubestemt) tid?