Coach.dk

Coach.dk

Heading empty

Body empty

RUTINER er Gud

Hvilke daglige rutiner har gjort en forskel i dit liv?

At have store mål for dit liv er udmattende, spændende og til tider ganske skræmmende. Men du kan hjælpe dig selv. Hvis du introducerer et par faste vaner eller rutiner og dermed automatiserer visse aspekter i dit liv optimerer du med meget enkle værktøjer muligheden for at nå dine mål.

Hvordan kan du udvikle nye daglige rutiner?

Uanset hvor lokkende det kunne se ud at ændre mere end en rutine ad gangen for at nå dine mål, er det modsatte virkeligheden. Hvis det går skidt med en rutine vil denne have en domino-effekt på de rutiner der allerede fungerer. Korthuset vil falde, og mismodet der følger dette vil gøre det meget hårdere at komme tilbage på vinderkursen. Nedenstående er et forslag til en rutineopbyggende proces der reelt virker:

Fokuser på at ændre en rutine pr. måned.

  • Lad være med at sætte en deadline op. Visse daglige rutiner vil være lettere at etablere end andre, og det er ikke altafgørende hvor lang tid det tager at opbygge en ny rutine, så længe du bare får det gjort.
  • Commit dig 100% - og giv ikke op
  • Vær ikke for hård ved dig selv hvis du snubler. I stedet for at blive vred på dig selv, så brug det som en lærings-oplevelse. Find årsagen til at du snublede, håndter eventuelle eksterne årsager - og prøv igen!
  • Hver gang du når en milepæl - hver uge, hver måned, hvert kvartal etc. - så beløn dig selv. Hvordan er helt op til dig selv - det skal blot være noget du vil glæde dig til!
  • Når du er i stand til at udføre en rutine, uden at tænke over det, har du nået højeste niveau - at være ubevidst kompetent - så er det tid til at starte op med den næste målunderstøttende rutine.
  • Her er en stribe daglige vaner der har virket for mine kunder og mig selv. Rutiner til inspiration til dig, i dit liv. Rutiner til at nå dine mål uden receptpligtige lykkepiller!

1. Visualiser

Tidligere havde jeg nogen gange svært ved at falde i søvn. Så begyndte jeg at visualisere, hvordan jeg gerne ville have den næste dag til at forløbe. I stedet for at lade tankerne vandre fra opgave til opgave, og fokusere på hvad der kunne gå galt, begyndte jeg at fokusere på alle de mulige positive konsekvenser - alt det der ville kunne komme til at gå godt. Og hvis du så ikke nøjes med at opliste hvad du skal lave i morgen, men også visualiserer - skaber et billede/en film i dit hoved - HVORDAN du rent faktisk gør det, vil denne planlægningsproces hjælpe med at holde hånd i hanke med usikkerhederne, og dagen vil gå meget bedre.

2. Definer dine prioriteter
En af de større årsager til, at du ikke når dine mål, er sansynligvis mængden af opgaver du har på din opgaveliste - professionelt såvel som privat. Det er meget sansynligt at du prøver at gøre alt for mange ting på samme tid. Spørg dig selv; "hvad er dine ultimative mål". Når du først har defineret dem, så lad alt det ligge, der ikke har noget med disse prioriteter at gøre. Du kan altid vende tilbage til disse opgaver senere, efter du har defineret hvad der er vigtigst for dig!

3. Stå op lidt tidligere
Ja, det er en klassiker. Og det er det fordi det rent faktisk virker! Mange af mine vigtigste forberedelser og to-do's når jeg, mens rigtig mange stadig ligger og sover - du vil ikke tro hvor stor en forskel det rent faktisk gør. Der findes ikke nogen bedre følelse, end at vide, at uanset hvad der sker resten af dagen, har du allerede nået en masse punkter på din liste. Bare kom med forstyrrelserne og distraktionerne, jeg er bevæbnet og klar! Det er min 25. time!

4. Skab en morgenrutine
Vågn op og gør de samme ting i den samme rækkefølge hver dag, før din dag for alvor starter; drik et glas vand, lave dine ryg- og maveøvelser, lav de 5 tibetanere, se en ted.com, læs eller lignende. Gør ting du normalt ikke har "tid til" - for det vil gøre dig glad. At få en blid start på dagen, i stedet for at jappe og skynde dig, sænker ikke blot dit stressniveau betragteligt, men sætter dig ind i et proaktivt fokus for resten af dagen. Tænk dig en dag, hvor du er på forkant med situationen - hele dagen!

5. Drik vand
Drik et glas vand som det første du gør om morgenen. Det hjælper med at skylle de gifte ud, som din krop har opbygget henover natten. Det hjælper ikke alene på din fordøjelse, det booster også dit stofskifte (og hvem kunne ikke tænke sig det?), og gør at du hurtige finder dagens kickstartende energi.

6. Multitask? Nej - tag en opgave af gangen
Kun 2 % af verdens befolkning kan multitaske med succes. Alle os andre wannabees er serie-enkelt-taskere. Vi springer fra en opgave til den anden, og skubber os selv fremad, i stedet for at fokusere på en ting af gangen. Du kan bryde denne vane ved at vælge en enkelt opgave på din to-do-liste, og så gemme den (to-do-listen) væk i en skuffe, indtil den valgte opgave er udført! Det er en svær vane at bryde, men når den først er brudt er dit hoved og dine tanker meget klarere, du bliver mindre rastløs, og - ikke mindst - kvaliteten i dit arbejde går gennem skyerne!

7. Bliv minimalist
Rod i huset/på skrivebordet giver rod i hovedet. Lav minestrygerøvelsen og smid alt det væk du ikke længere bruger (noget af det har du garanteret aldrig brugt). Når du er færdig med oprydningen ligner dit hjem sikkert noget der har været udsat for indbrud. Der er - næsten - ingen bedre følelse end, at vide de ting reelt har brug for, er det du omgiver dig med - og alt det andet - på lossepladsen (ikke i kælderen eller på loftet, vel?). Bonus: tænk på al den tid du sparer, ved ikke have så meget at holde ved lige!

8. Sæt online grænser
Det er SÅ let at blive suget ind i den online verden. En verden af status opdateringer, billeder, videoer og bunkevis af unødvendige nyheder. Før du ved af det, er der gået flere timer, og du har absolut intet fået ud af det. Dette er naturligvis specielt svært for alle os der konstant er på Internettet. Et af de bedste vanebrud er, at undlade at tjekke mails, facebook og andre sociale media som det første om morgenen. Kom ud af den usunde afhængighed af altid at være online. Opbyg specifikke tidpunkter og tidsrum til dine online opgaver. Det er naturligvis OK at tjekke mails periodisk, såfremt du ved at der lige om lidt kommer en ultravigtig mail fra din chef, fra en kunde eller lignende - men når du så lige har tjekket, og der ikke er en mail, så kom videre med din dag!

Forskning viser faktisk, at rigtig mange er afhængige af de sociale medier. Og viser endvidere at afhængigheden øger risikoen for at falde ned i en depression. Som så passer med en af mine kæpheste. Læg nu den mobile enhed væk når du er sammen med os andre - og vær TILSTEDE - det er SÅ meget hyggeligere!

9. Skab en aftenrutine
Dine aftenrutiner er mindst lige så vigtige som dine morgenrutiner, da de er med til at klargøre din krop til en restituerende og opbyggende søvn. Skab dig en rutine der starter en time før du går i seng, og brug den til at "fortælle" din krop at det snart er tid til at falde til ro. Og denne aftenrutine indeholder ikke TV, laptop, smartphone eller iPad.

Hvilke daglige rutiner har gjort en forskel i dit liv? Noter dem og kommenter endelig.....du har garanteret noget godt at dele, som kan gør noget godt for andre!!

Skrevet af en af vores dygtige coaches:

Udgivet af...

Coach.dk

« Tilbage
Tilbage til hovedoversigten

Coach.dk

MIS