Ups - det må du undskylde!

Kender du det - når man har stået stejlt på noget, og så senere opdager, at man har taget fejl?
Det kan være simple ting, som at der ikke er mere toner til kopimaskinen ("Det er også Lars, der har brugt det sidste uden at bestille..."), og så finder kollegaen en kasse efter man har brokket sig.
Det kan også være værre: Jeg har sagt til kunden at produktet kan bruges til et eller andet, og efter salget er lukket og varen taget i brug, finder jeg ud af, at det kan det ikke. Av for Søren, både for kunden og mig selv.
Eller noget holdningsmæssigt, når vi ikke vil medgive, at vi har draget forhastede slutninger eller har sat rygter i spil.

Hvad gør du for at bevare værdigheden, når det sker?
Jeg har personlige erfaringer med disse alternativer:

• Jeg lader som ingenting og håber at det hele går i glemmebogen (det gør det sjældent).
• Jeg fastholder min position og skyder skylden på andre eller vilkårene (det giver dårlig samvittighed og ensomhed).
• Jeg indrømmer blankt og græmmer mig, og håber andre vil rydde op efter mig (det ætser mit selvværd).
• Jeg anerkender jeg tog fejl og tager initiativ til at være del af løsningen (det giver rankere ryg, god kontakt med andre mennesker og selvværd).

Indrømme fejl? ....næh tak

Når det nu er det, der føles bedst, hvorfor er det så tit så svært at indrømme fejl og rydde op efter sig?
Ofte jonglerer vi med to forskellige dagsordener i vores kommunikation. Vi taler nemlig ikke kun om det, vi taler om, men vi kommunikerer samtidig tavst om vores indbyrdes relation. For mange af os er det de skjulte spørgsmål: 'Kan du lide mig?' Og 'Respekterer du mig?' der leder os til at bagatellisere, lyve eller ydmyge os.

At miste position?

Mange tror, at det er et svaghedstegn at indrømme man er blevet klogere, og at de vil miste anseelse. Sådan er vi opdraget, og vores kultur vedligholder idéen. I dag er jeg lodret uenig. Det er et tegn på indre styrke og værdighed, når vi indrømmer, at vi fortryder noget vi har sagt eller gjort, fordi vi i mellemtiden er blevet klogere.

Styrken bliver tydelig, når vi selv tager initiativ til at rydde op: Høre de berørte om hvordan det berører dem, og stille os til rådighed for eventuel oprydning. Tærskelen, der skal overskrides, kan føles stor, men hvor føles det godt, når sandheden kommer på bordet.

At blive lukket ude?

At høre til er vores allertidligste behov og forbliver for mange af os det vigtigste livet igennem. Hvis vi tror, at vores tilhørsforhold til familien, teamet på arbejdet eller vennekredsen er truet, er mange af os villige til at lyve, for at en imaginær anklagende projektør kan drejes andre steder hen. Konfronteret med vores fejltagelse vælger vi måske at gøre os små og offeragtige i et forsøg på ikke at blive forvist fra fællesskabet - de andre passer vel på de svage.

For mange år siden, da jeg var ude at tjene bønder, tabte jeg frontskovlen på en traktor og kørte over den med forhjulene, før jeg fik standset, så traktoren ramte skovlen med køleren, der flækkede. Dér stod jeg mens kølervæsken fossede ud, usselt til mode, og døjede med at tage mig sammen til at gå til chefen og fortælle det. Der er meget kølervæske i sådan en traktor. Jeg husker stadig, hvordan jeg krympede og undskyldte mig med at jeg ikke havde forstand på mekanik.

Er du i dén situation, kan det nytte at finde modet til at løfte blikket og spørge modparten direkte: "Hvad så, er der noget i dit billede af mig, der har lidt skade nu hvor du ved at jeg ....?" og hvis svaret er ja: "Hvordan kan jeg reparere den skade, der er sket i dit syn på mig?"

At brænde broerne forude?

Vi kan også blive bange for mulige konsekvenser, når det kommer frem, at vi har handlet på en usmart måde. Sønnen, der laver en bule i mors bil, får måske ikke lov at låne den igen - men lyver han, betyder det til gengæld at han skal bruge energi på at beskytte den løgn, han fyrede af.

Et åbent spørgsmål: "Hvad skal der til for at du kan få tillid til mig, så jeg kan låne bilen igen?" kan åbne for en acceptabel køreplan.

At tilgive sig selv

Du er blevet klogere, men du behøver ikke tage afstand fra den, du var, da du lavede brøleren. Du havde en god grund. Du får lettere fred indeni med det, der ikke er så nemt at indrømme, hvis du forbinder dig med din intention dengang du gjorde det, du senere har fortrudt.

Måske ville du gerne nå at gøre noget færdigt, så du kunne overholde en forpligtelse. Måske troede du så meget på noget, du havde fået fortalt, at du ikke vidste det kunne være anderledes. Måske ville du gerne have det sjovt og let og opdagede ikke den risiko, du kunne have set.

Hvis du skal ud på et soningstogt, kan det være godt at afslutte med at fortælle, hvorfor du handlede som du gjorde. Du havde travlt og overså xyz. Dernæst blev du så forskrækket og angst for at blive fyret/ grint ad/ miste anseelse, at du valgte at lade som ingenting. Nu ønsker du at påtage dig ansvaret, derfor står du frem. Min erfaring er, at det ikke alene giver point, men også selvværd.
 

Fra skyld til ansvar

Jeg kender både arbejdspladser og familier, hvor medlemmer ønsker at placere skyld, når noget går galt. At fordele skyld er en måde at straffe på ud fra en tro på, at når den straffede ikke gentager forbrydelsen. Men det skaber en kultur af frygt og pegen-fingre. Dem (de forkerte) over for os (de rigtige), og risikoen er at det fremmer en kultur af løgn og fortielser.

På den lange bane giver det værdighed at se sine brølere i øjnene og gå til dem, der er berørte af det. Det er ikke alene godt for den, der har gjort noget, hun bagefter fortryder; hele organisationen eller familien lærer.

Jeg tror på, at der er ressourcer at hente i at bruge enhver brøler, fejl eller overseelese som anledninger til at lære. Jo alvorligere brøler, jo vigtigere er det at møde den ansvarlige person mildt og nysgerrigt. Ingen ønsker at lave fejltagelser; vi vil alle gerne bidrage. Det fremmer vi med åbenhed og kontakt.

Så min udfordring til dig, kære læser, er at udvise mildhed og nysgerrighed over for den næste, der undskylder en fejl over for dig. Ikke: "Det skal du ikke tænke på" , men "Hvorfor mon du gjorde hvad du gjorde?" og "Hvordan har du det nu?" Udnyt potentialet i den akavede situation. Dér er næring til kontakt.